Medlemsmøde

Tirsdag den 17. februar 2026 kl. 17.00

(oplægget begynder kl. 17.15)

Københavns Advokatforening sætter i 2026 fokus på et ”internationalt tema”. Medlemsmødet den 17. februar 2026 bliver det første af tre arrangementer, og emnet for arrangementet vil være:  

”Internationale konventioner – og Danmarks eventuelle udtræden af konventioner?”

Formatet for det faglige indslag bliver et oplæg med professor Mads Bryde Andersen, advokat Ole Spiermann og professor emerita Eva Smith med fokus på de retlige rammer, politiske hensyn og praktiske konsekvenser ved opsigelse, forbehold og genindtræden i internationale konventioner.

De overordnede temaer for aftenen vil blandt andet være: Hvilke folkeretlige mekanismer gælder for opsigelse og genindtræden (herunder forbeholdsadgang), balancen mellem nationalt demokrati og internationale domstoles kontrol samt betydningen for dansk retssikkerhed og retsstat, hvis Danmarks internationale forpligtelser begrænses eller ophæves. Oplægget vil desuden adressere risikoen for, at ændringer i konventionsforpligtelser kan udhule borgernes retssikkerhed og den europæiske retsorden, hvis lande begynder at fravige fælles standarder.

Som afsæt indgår aktuelle synspunkter i debatten: Overvejelser om demokratisk kontrol og forbeholdsadgang ved en eventuel opsigelse/genindtræden i EMRK, behovet for at fastholde EMD’s uafhængighed og at se menneskerettighedernes bredere anvendelse i dansk ret, samt hensynet til retssikkerheden for borgerne ved ændringer i konventionssystemet.

Professor Mads Bryde Andersen har blandt andet skrevet om de folkeretlige muligheder for opsigelse og genindtræden i EMRK.

Advokat Ole Spiermann bidrager med et folkeretligt og procesretligt perspektiv på domstolenes rolle og Danmarks internationale forpligtelser.

Professor emerita Eva Smith har i den aktuelle debat understreget konventionernes betydning for retssikkerheden i Danmark.